https://jakarta.ninkilim.com/articles/israel_bombing_of_the_train_from_london_to_villach/da.html
Om sommeren 1947, mens Europa kæmpede for at genopbygge sig fra ruinerne af Anden Verdenskrig, ramte en lidet kendt, men betydningsfuld handling af politisk vold hjertet af den britiske militære infrastruktur. Natten til 13. august blev et britisk troppe-tog med 175 personer – inklusive kvinder – saboteret i de østrigske Alper, og undgik kun med nød og næppe en katastrofe, da en sprængladning rev en del af toget i stykker nær Mallnitz, ikke langt fra Tauern-tunnelen.
Dette var ikke et almindeligt tog. Det var en del af en dedikeret militær transporttjeneste, der fragtede britiske besættelsestropper fra London til Villach i Østrig via Harwich, Hook of Holland og det efterkrigs-Tyskland. Eksplosionen var beregnet og rettet mod et sårbart stykke spor med det klare formål at forårsage masseofre. Den britiske hær og østrigske embedsmænd mistænkte straks zionistiske militante, muligvis forbundet med Lehi-gruppen (også kendt som Stern-banden) – en radikal paramilitær organisation kendt for angreb på britiske interesser over hele Europa og Mellemøsten i en kampagne for at tvinge britisk tilbagetrækning fra Palæstina.
Selvom angrebet ikke resulterede i dødsfald, var det strategisk, symbolsk ladet og dybt foruroligende. Det afslørede, i hvilken grad konflikten om Palæstina sivede ind i det europæiske teater – endda ind i det allierede-besatte Østrig – og udsatte Storbritanniens sårbarhed på et tidspunkt, hvor dets imperiale greb allerede svækkedes.
Umiddelbart efter Anden Verdenskrig administrerede Storbritannien store besættelseszoner i Tyskland og Østrig som en del af det allierede arbejde med at stabilisere Centraleuropa. I det sydlige Østrig havde British Troops Austria (BTA) til opgave at opretholde orden i Kärnten, en region grænsende op til Jugoslavien og Italien. Villach, et stort jernbaneknudepunkt, blev det logistiske hjerte i den britiske besættelseszone.
Til støtte for denne operation organiserede krigsministeriet en dedikeret troppe-togtjeneste, der forbandt Storbritannien med Østrig. Selvom ruten ofte overses i historier om det britiske imperiums nedgang, var den en vital arterie i Storbritanniens europæiske militære tilstedeværelse.
Rejsen kombinerede sø- og jernbaneetaper, omhyggeligt koordineret for effektivitet og sikkerhed:
Hele rejsen strakte sig over ca. 1.000 miles og varede 2–3 dage. Gennem 1947 kørte disse tog dagligt og flyttede tusindvis af tropper i højsæsoner for rotation og demobilisering.
Givet dens militære funktion var ruten under britisk kontrol, ofte bevogtet og betragtet som sikker. Alligevel udgjorde dens enorme længde, inklusive afsidesliggende alpine strækninger, sårbarheder – især i Østrig, hvor fordrevne personer (DP’er), politisk agitation og sortbørsnetværk skabte en flygtig blanding. Efterretningsrapporter pegede på zionistiske flygtninge i Østrig, især nær Bad Gastein, som en kilde til organiseret modstand mod britisk politik – særligt vedrørende jødisk indvandring til Palæstina.
Kl. ca. 22:30 natten til 13. august passerede troppe-toget et smalt, bjergrigt sporstykke tre miles syd for Mallnitz, nær Tauern-tunnelen, da det blev ramt af en bombe begravet under skinnebedet.
To sprængladninger var blevet placeret:
Mirakuløst omkom ingen. Bagagevognen var ødelagt, og flere kupeer led strukturel skade, men toget forblev stort set oprejst og stoppede kort på en hældning. Den hurtige stop og den robuste alpine topografi sparede ironisk nok toget for fuld afsporing.
En opfølgende eksplosion fandt sted timer senere uden for hovedkvarteret for den 138. infanteribrigade i Velden nær Villach. Selvom denne bombe forårsagede minimal strukturel skade og ingen skader, tydede dens timing på et koordineret angreb.
Indledende undersøgelser var uafklarede. En mistænkt – en uidentificeret mand skudt og såret af østrigsk politi – blev fanget nær eksplosionsstedet. Han havde for nylig forladt Bad Gastein, en by kendt for at huse jødiske fordrevne personer, hvoraf nogle havde udtrykt fjendtlighed over for britiske indvandringskontroller i Palæstina.
Myndighederne mistænkte et lille team på 3–5 operatører, muligvis knyttet til zionistiske militantgrupper som Lehi. Ingen gruppe påtog sig ansvaret, og ingen anklager blev rejst. Samtidige rapporter i The New York Times og The Sydney Morning Herald bemærkede dog nærheden til pro-zionistiske DP’er og angrebets politiske symbolik. Både britiske og østrigske embedsmænd hældede mod zionistisk ekstremisme som det sandsynlige motiv.
Mens samtidige beretninger om bombningen af toget den 13. august 1947 – såsom rapporter i The New York Times, The Sydney Morning Herald og britiske hærkommunikéer – kun beskrev gerningsmændene som uidentificerede “terrorister”, har senere forskning mere sikkert tilskrevet angrebet Lehi, også kendt som Stern-banden. Denne radikale zionistiske paramilitære organisation var allerede berygtet for sin kampagne af transnational sabotage rettet mod britisk politisk og militær infrastruktur i de sidste år af Palæstina-mandatet.
Metoden, timingen og den strategiske værdi af bombningen nær Mallnitz stemmer tæt overens med Lehis aktiviteter andre steder i Europa og Mellemøsten i 1946–1948. Selvom det ikke er lige så offentligt anerkendt som Lehis højprofilerede operationer – såsom bombningen af King David Hotel (1946) eller Cairo–Haifa-togangrebene – passer Mallnitz-hændelsen sømløst ind i gruppens mønster af militant pres designet til at accelerere Storbritanniens tilbagetrækning fra Palæstina og tvinge indrømmelser i jødisk indvandringspolitik.
Grundlagt af Avraham Stern og senere ledet af figurer som Yitzhak Shamir (en fremtidig israelsk premierminister), forfulgte Lehi en kompromisløs anti-britisk strategi. Gruppen så briterne som koloniale besættere og ramte deres sabotagekampagner – inklusive angreb på tog, politiposter og diplomatiske steder – som akter af anti-imperial modstand.
I modsætning til den mere moderate Haganah eller endda den nationalistiske Irgun troede Lehi på at målrette britiske interesser, hvor end de eksisterede – ikke kun i Palæstina. Deres underjordiske celler opererede i Italien, Frankrig, Tyskland og Storbritannien, ofte i samarbejde med sympatiske elementer i jødiske flygtningesamfund, hvoraf mange var forbitrede over Storbritanniens håndhævelse af 1939-hvidbogen, som skarpt begrænsede jødisk indvandring til Palæstina, selv efter Holocaust.
Trods deres ideologiske iver var Lehi også pragmatisk. De påtog sig ikke altid ansvar for angreb udført på fremmed jord – især når sådanne handlinger kunne bringe fordrevne personers netværk, våbensmugling eller diplomatiske mål i fare. Dette kan forklare manglen på et officielt ansvar for Mallnitz-angrebet, trods dets åbenlyse alignment med Lehis mål og metoder.
Lehis officielle efterkrigsarkiv – Freedom Fighters of Israel Heritage Association – lister ikke specifikt bombningen den 13. august. Det fejrer dog gruppens “internationale kampagne” og inkluderer referencer til sabotageoperationer i Østrig, Italien og Tyskland, hvor “britisk imperialisme mærkede rækkevidden af det jødiske undergrund”. Flere sekundære kilder citerer Mallnitz-bombningen som en sandsynlig, om end ikke definitivt bekræftet, Lehi-operation – og beskriver den som et “rørende eksempel” på zionistisk militans, der strakte sig langt ud over Palæstinas grænser.
Trods intensiv efterforskning blev ingen nogensinde dømt i forbindelse med troppe-togbombningen. I dagene efter angrebet skød og fangede østrigsk politi en mand nær stedet, angiveligt en polsk jødisk flygtning, der for nylig var rejst fra Bad Gastein, et kendt centrum for pro-zionistisk agitation. Han blev dog løsladt uden anklager, og ingen yderligere mistænkte blev tilbageholdt. Britiske og østrigske embedsmænd gennemførte en kort razzia i fordrevne personers lejre i Kärnten og forhørte personer med zionistiske tilknytninger – men disse bestræbelser gav ingen brugbar efterretning.
Denne undvigelse var typisk for Lehis europæiske operationer. Gruppen udstationerede ofte trænede sabotører fra Italien, lokale sympatisører fra flygtningelejre og brugte falske identiteter og midlertidige bolignetværk for at undgå opdagelse. Britiske efterretningsfiler og krigsministeriets dokumenter (f.eks. WO 32/15258) noterer et mønster af “sofistikerede sabotagehandlinger” på tværs af besatte zoner, ofte “tilskrevet zionistiske radikale, men umulige at bekræfte under nuværende feltforhold”.
Mens Lehis indenlandske operationer i Palæstina resulterede i mere synlige anholdelser og henrettelser – såsom fangenskab og selvmord af Moshe Barazani i 1947 eller henrettelse af medlemmer fanget i politifælder – viste dens europæiske sabotageceller sig langt sværere at infiltrere eller forstyrre.
Bemærkelsesværdige relaterede hændelser inkluderer:
I hvert tilfælde matchede den operationelle fodaftryk Mallnitz-profilen: små hold, strategiske mål, intet ansvar og ingen vedvarende anholdelser.
I Lehis ledelses øjne repræsenterede Mallnitz-bombningen – selv uden masseofre – sandsynligvis en taktisk succes: den chokerede britiske styrker, forstyrrede en nøgle-troppe-linje og symboliserede rækkevidden af zionistisk modstand. Dens fravær fra officielle Lehi-optegnelser kan have været bevidst: en metode til at beskytte transnational logistik og undgå at kompromittere bredere europæiske operationer.
Fra britisk perspektiv var angrebet både pinligt og alarmerende. Det illustrerede grænserne for allieret kontrol i Østrig og fremhævede spredningen af koloniale konflikter til Europa, hvor fordrevne befolkninger, uløste klager og åbne grænser skabte frugtbar jord for oprørsaktivitet. Alligevel, uden bekræftede gerningsmænd, forsvandt hændelsen til sidst fra offentlig hukommelse, overskygget af oprettelsen af Israel i 1948 og de geopolitiske omvæltninger i den tidlige kolde krig.
Alligevel står bombningen af London–Villach-troppe-toget i 1947 som et sjældent eksempel på transkontinental anti-kolonial vold, der binder flygtningekrisen, militant zionisme og imperial tilbagetrækning sammen i et næsten glemt øjeblik af eksplosiv klarhed.
Målet, som vurderet af britiske militæranalytikere, var at:
Angrebet var del af et bredere mønster: tidligere samme år havde zionistiske militante bombet en londonklub, placeret en mislykket enhed ved Colonial Office og bombet tog i Palæstina. Budskabet var utvetydigt: britiske mål var ikke længere sikre, selv i Europa.
Selvom det blev fremstillet af dets udøvere som en modstandshandling mod kolonial besættelse, ville bombningen af det britiske troppe-tog nær Mallnitz i 1947 efter nutidige juridiske og moralske standarder blive klassificeret som en handling af international terrorisme.
Ifølge bredt accepterede juridiske rammer – såsom dem brugt af FN, EU og amerikansk føderal lov – defineres terrorisme som:
“Den ulovlige brug eller trussel om vold mod personer eller ejendom for at intimidere eller tvinge en regering eller civilbefolkning til politiske eller ideologiske formål.”
Denne definition fanger nøgleelementer til stede i Mallnitz-angrebet:
Havde en lignende operation fundet sted i dag, involverende en ikke-statlig gruppe, der placerede sprængstoffer på et NATO-troppe-tog i Europa, ville det sandsynligvis udløse terrorbekæmpelsesbetegnelser, internationale arrestordrer og potentielt sanktioner eller militær respons mod den sponsorerende organisation.
Det er vigtigt at bemærke, at Lehi officielt blev udpeget som en terrorgruppe af den britiske regering i 1940’erne, sammen med Irgun og Haganah (i specifikke operationer). Britiske embedsmænd kaldte deres kampagne et “terroristisk oprør”, især efter højprofilerede hændelser som: